16.10.2023: Køerne har det igen godt! De er efterset og har fået den fornødne pleje! Sådan lyder meldingen fra Niels Honoré og Poul Ladefoged, begge Blok 20. De to brugte forleden det meste af en dag på at besøge alle Præstehavens syv billardlokaler for at efterse og reparere de ophængte billardkøer. Tidligere på året fik bestyrelsen en henvendelse fra en beboer, der gjorde opmærksom på, at billardkøerne i hans blok ikke længere var i god stand. Derfor besluttede bestyrelsen, at alle billardrum skulle have et tjek. Niels og Poul påtog sig opgaven, og det viste sig, at situationen var den samme alle syv steder: Stort set alle køer trængte til at blive gjort i stand. De nødvendige remedier blev indkøbt på E/, og nu hænger alle køer altså igen klar til brug.