30.11.2020: Det blev desværre – igen – et nej fra Herning Kommune, hvad angår ønsket om en trafikdæmpende foranstaltning på Kirkeby, øst for udkørslen fra Præstehaven. E/F´s bestyrelse henvendte sig i efteråret til kommunens afdeling for “vej & trafik” for endnu en gang at gøre opmærksom på, at der bør gøres noget for at få flere bilister til at lette foden lidt fra speederen, når de passerer kirken og Præstehaven. Kommunen svarede prompte ved at sætte en trafiktælling i gang, og den viser ganske rigtigt, at der adskillige gange bliver kørt for hurtigt på strækningen; men ikke nok til, at kommunen vil gøre noget ved det.
Kommunens trafikkoordinator skriver blandt andet: “Trafiktællingen viser en gennemsnitshastighed på 42 km/t og dykker man ned i tællingen kan man se at der ligger ca. 20 biler i døgnet som køre mere end 55 km/t. Det er desværre 20 køretøjer for mange, men kigger man overordnet set på tællingen så ligger den i den pæne ende af skalaen i forhold til hvad vi ellers ser i byer. I forhold til vores trafiksikkerhedsarbejde og bekæmpelse af uheld, så prioriterer vi vores uheldsbekæmpelse ud fra hvor vi ser ulykkerne ske og hvor hastighederne er størst.”
Han understreger dog, at det ikke betyder, at Kirkebyvej er glemt, blot at kommunens økonomi ikke er til det i øjeblikket. Vort ønske om mere hastighedsdæmpning er noteret, og det kan blive fundet frem af bunkerne igen. I givet fald vil det være med fokus på de “bløde trafikanter”, der krydser over til stierne på sydsiden af vejen.