Det er en fornøjelse at gå en tur “i det grønne”. Ikke mindst på denne årstid. Det konstaterede de fire medlemmer af Det Grønne Udvalg på en spadseretur rundt i Præstehaven tirsdag formiddag for at bese bede og bevoksninger sammen med vicevært Slawomir Bizon. Ny i udvalget er Erik Larsen, der efter generalforsamlingen i marts er trådt til som den ene af bestyrelsens to repræsentanter.
Rundturen startede på arealerne mod vest, hvor der er grund til at glæde sig over, at de nyplantede paradisæbletræer i “lunden” allerede har taget så godt fat, at der efter en flot blomstring er små æbler på vej. Også de nyplantede efeu- og bøgeplanter gror godt.
På vej vest og syd om Præstehaven drøftede udvalget blandt andet kommunens arbejde med at udfærdige en ny lokalplan. Den skal bane vej for to projekter med byggeri af rækkehuse, og her har vi som nærmeste naboer blandt andet interesse i, hvad der skal ske med hegn og stiforløb.
Billedtekst: Udvalget på besigtigelse. Fra venstre er det Kirsten Ulrik, Slawomir Bizon, Birthe Ploug, Ingrid M. Schmidt og Erik Larsen. I midten redaktionshunden Wigo. Det Grønne Udvalg bidrager med hjælp og input til udformning og vedligeholdelse af de grønne arealer i Præstehaven. Foto: Peter Jessen