09.09.2023: “Det var vel nok en god fest!” lyder det i øjeblikket, når præstehaveboer mødes. Og ja, det blev en rigtig fin jubilæumsfest fredag 8. september, da flere end 120 beboere fra Præstehaven deltog i fejringen af bebyggelsens første 50 år. Til lejligheden var opstillet hele to, sammenbyggede festtelte, så vi alle kunne være der. Vejret var helt fantastisk. Højsommervejr i september, så der var mildest talt ingen besvær med at holde varmen i teltet. Festudvalget havde da også valgt at afbestille de ellers planlagt varmekanoner …
Jubilæums-menuen stod på ta’-selv-pølsebord fra Møltrup, fulgt op af Gjellerups nok største kagetærte-bord, hvor op imod en snes frivillige fra Præstehaven havde bagt en eller to tærter efter fri opskrift.
De synger godt i Præstehaven, må naboerne kunne konstatere. Som altid blev der sunget godt med, da Allan Ploug satte sig til klaveret og spillede for til tre fællessange – og ordet fællessang skal tages helt bogstaveligt. I hvert fald to af sangene var en hyldest til fællesskabet. (NB! Har du lyst til at genopleve Vennesangen, sunget af 120 præstehaveboer, så klik på “lyd-pilen” under artiklen her. Så kan du f.eks. lytte til sangen, mens du lytter til sangen.)
Uventede gaver
Selv om jubilæumsgave-givning som sådan ikke stod på programmet – for som formand Ingrid M. Schmidt sagde: Hvem skulle give gaverne, og hvem skulle vi give dem til? Det er jo os alle sammen, der har jubilæum! – så kom der faktisk to gaver. Den ene fra en kommende beboer i Præstehaven, Nikolaj Vorm, som også deltog i festen og har hjulpet til med både opsætning af telt og oprydning efter festen. Gaven var et stort, flot og nyoptaget luftfotografi af Præstehaven. Det vil formentlig blive ophængt på Kontoret i Blok 12, nævnte formanden.
Gave nummer to var fra anonyme givere: En stor, blød pakke, der viste sig at rumme et Dannebrogsflag!!!
“Den gave er jo nok ment som en fin hentydning!” konstaterede formanden med tanke på et tidligere forslag om opstilling af en flagstang i Præstehaven. Så mon ikke flaget kommer op igen på en generalforsamling? nævnte formanden.
Hyldest til Slawomir
Jens Jørgen Rask og Svend Erik Nielsen fortalte lidt om Præstehavens historie – Jens Jørgen om forhistorien og initiativet til opførelsen af egnens første ejerbolig-kompleks, og Svend Erik anekdoter og begivenheder gennem de første år med Præstehaven.
Både han og formanden benyttede lejligheden til at glæde sig over den gode stand, som Præstehaven med tilhørende grønne omgivelser er i, og det udløste et stort og varmt bifald, da de tildelte en stor del af æren for dét til Præstehavens afholdte vicevært, Slawomir Bizon.
Nu tager vi lige en puster
Nu går der så 25 år igen inden næste mega-fest i Præstehaven – eller gør der …
“Var det ikke en idé med en sommerfest hvert år?” lød det blandt nogle af festdeltagerne?
Foreløbig trænger festudvalget og de mange hjælpere dog til at puste lidt ud ovenpå det meget store arbejde, der er forbundet til sådan et arrangement …
En stor tak lyder fra formand og festudvalg til de mange frivillige hjælpere – og til den store opbakning til arrangementet!
Fotos: Ingrid M. Schmidt & Peter Jessen
Præstehaven synger: