Fra i morgen, tirsdag den 17. juni, går det for alvor løs med at få lagt fiber ind i Præstehaven. Her begynder teknikere fra TDC Net nemlig at trække fiberen ind i de enkelte lejligheder og montere det såkaldte slutstik. Planen er lagt, så der er sat en dag af for hver blok. Om formiddagen gælder det opgang A og over middag opgang B. Arbejdet begynder hver gang i stuen og slutter på 2. sal.
Faktisk har en række lejligheder allerede fået lagt fiberen ind. Teknikerne har nemlig forberedt sig ved at lave en “prøve-trækning” i alle Præstehavens fem typer af lejligheder, og foreløbig har der ikke været problemer med at trække fiberen op gennem de gamle telefonrør. Så det tegner godt for det forestående arbejde.
Der er sendt en køreplan ud til alle involverede, og det er vigtigt, at lejlighedens ejer(e) er hjemme på det angivne tidspunkt eller, at vedkommende har bedt en nabo eller et familiemedlem være til stede. Teknikerne medbringer en kopi af den tegning, hvor ejeren har markeret, at slutstikket ønskes placeret, så de ved, hvor monteringen skal ske.
Elektrikeren er med
Ved slutstikket skal der være et elstik, og alt efter, hvor slutstikket ønskes placeret, kan der være brug for at få placeret et nyt stik. Derfor har Ejerforeningen truffet en aftale med Hammerum El om, at én af deres elektrikere følger i hælene på TDC-folkene. På den måde kan de, der har brug for en elektriker, få løst opgaven med det samme.
Fiber-installationen er gratis, men den enkelte ejer skal selv betale elektriker-regningen. Hammerum har givet tilbud på opgaven, og betalingen vil blive opkrævet af Ejerforeningen sammen med det månedlige bidrag.
Planen for de syv fiber-dage ser således ud:
Tirsdag 17. juni: Blok 18
Onsdag 18. juni: Blok 20
Torsdag 19. juni: Blok 14
Mandag 23. juni: Blok 16
Tirsdag 24. juni: Blok 10
Onsdag 25. juni: Blok 12
Torsdag 26. juni: Blok 13