14.11.2021: Svømmehallen kommer ikke til at genåbne torsdag 18. november som planlagt, så Præstehavens vandhunde må væbne sig med tålmodighed. Under arbejdet med at lægge et nyt lag epoxy på gulvene har det nemlig vist sig, at der er problemer med fugt under den nuværende belægning øst for bassinet. Fagfolk har undersøgt området både inde og ude, og de konkluderer, at fugten trænger ind udefra, da den øverste sokkelkant og en gummifuge er konstrueret forkert. Desuden er der fundet to tilstoppede sandfang, og to nedløbsrør trænger til at blive skiftet.
Så i de kommende dage arbejder folk fra murerfirmaet Viggo Søby, entreprenør og aut. kloakmester H. Hvolgaard og Ikast Fugeservice med at få udbedret de forskellige ting. Imens fortsætter folkene fra Vesla inden døre med gulvbelægningen.
Hvis der ikke sker nye, uforudsete ting, regner gulvlæggerne med at afslutte deres del af arbejdet onsdag 17. november. Derefter skal gulvet hærde i syv dage, før det igen må tages i brug. Dermed kan hallen tidligst genåbne onsdag 24. november. Den endelige dato vil blive bekendtgjort her på siden og via opslag.