Kære alle i Præstehaven
“Jeg glæder mig i denne tid…” Julesneen falder godt nok ikke blid, det regner og det regner; men vi ved, at julen kommer, for det stråler og glimter fra Præstehavens mange altaner, buske og træer, som igen i år er smukt pyntet med guirlander og lysende installationer. Julehumøret stiger lige et par grader, når man kører ind ad Stamvejen efter mørkets frembrud eller går en lille aftentur mellem blokkene.
Fra bestyrelsen skal der hermed lyde et “glædelig jul” og “et godt nytår” til alle. Tak for samarbejdet omkring Ejerforeningen og jeres opbakning til bestyrelsen. Tak for hvert et bidrag til, at Præstehaven er et godt sted at bo. En særlig hilsen til jer, der er flyttet ind i løbet af det snart forgangne år: Velkommen til Præstehaven. Vi håber, at I falder godt til.
Med julehilsen og et på gensyn i det nye år
Bestyrelsen