På syv møder i rap blev samtalen om, hvad vi vil og skal med Præstehaven, i denne uge holdt i gang på bedste vis. Hele 87 deltog i årets blokmøder, hvor repræsentanter for bestyrelsen med Ingrid M. Schmidt i spidsen traditionen tro gjorde rede for, hvad vi aktuelt arbejder med og ikke mindst, hvad vi forbereder til den forestående generalforsamling i marts. Med på hele “touren” var også Præstehavens nye administrator, Ole Visti, som alle på den måde fik “sat ansigt” på. Tak til alle, der mødte op.
Efter bestyrelsens oplæg var der på alle syv møder en god snak hen over bordene om stort og småt, hvor bestyrelsen fik gode input på en række spørgsmål. Der var også enkelte ting til ønskesedlen, og det hele bliver nu gennemgået ved det næste bestyrelsesmøde, hvorefter blokformændene får en briefing ved et møde den 2. februar.
Hvis du var forhindret i at deltage i mødet i din blok, eller hvis du vil repetere, hvad formanden sagde i sit oplæg, kan du finde det på skrift ved at klikke ind på Medlems-info andetsteds her på hjemmesiden.