22.04.2022: Lyder det helt gak-gak? Jamen det er det slet ikke – men helt sikkert gok-gok! forsikrer idé-manden til det nyeste Præstehaven-initiativ – en hønsegård! Eller faktisk hele to! Steen Sønderborg i Blok 20 har nemlig – for nul kroner – lejet to hønsegårde i nabolaget og søger nu andre i Præstehaven, der vil være med til at drive hønsehold. På mandag 25. april kl. 17 er alle interesserede inviteret til et info-møde i selskabslokalet i Blok 20.
De to hønsegårde med diverse udstyr befinder sig på Værestedet PotentialeHotellet på Lundvej 32.
“Det kunne være hyggeligt, hvis der var et hold af beboere fra Præstehaven, som i fællesskab holdt høns dér,” lyder det fra Steen Sønderborg. – Og ud over, at det er sjovt at være sammen om noget, kan jeg også lide tanken om at være selvforsynende.
Han søger derfor 10-12, max. 15, medhønseholdere til projektet.
Tanken er ikke at producere æg til salg, men kun til eget forbrug. Steen Sønderborg understreger, at arrangementet er helt privat og ikke har noget at gøre med Ejerforeningen.