01.11.2020: Det er vigtigt at lufte ud i boligen. Også om vinteren. Også i en corona-tid, hvor sundhedsmyndighederne anbefaler daglig udluftning. Også i Præstehaven. Her har vi som bekendt central udsugning. For at det fungerer optimalt, er det nødvendigt at åbne ventiler og vinduer i et vist omfang. Både for at få fugten ud og for at hindre undertryk.
Bolius, Boligejernes Videncenter, har på sin hjemmeside samlet materiale til et tema om Indeklima, og her kan alle hente informationer og gode råd. Artiklerne fortæller blandt andet, hvad der påvirker vores indeklima, hvilke sundhedsfarer et dårligt indeklima kan medføre og ikke mindst: Hvordan det er muligt at forbedre sit indeklima.
Følgende stikord er samlet blandt de gode råd til forbedring af indeklimaet:
- Luft ud hver dag. Også om vinteren. Gør det kort og intenst. For eksempel nogle minutter morgen, middag og aften.
- Lad ikke vinduet stå på klem i flere timer om vinteren. Det afkøler vægge og andre overflader. Kolde vægge kan give kondens.
- Læg mærke til, om ruderne dugger. For eksempel i soveværelset. Tør duggen væk med køkkenrulle eller en klud og luft ud.
- Varm hele boligen op til 20-22 grader i fyringssæsonen. Det hjælper til at holde luftfugtigheden nede, hvis der er ordentligt varmt.
- Hold badeværelsesdøren lukket. Især efter et bad. Damp og varm luft skal ud gennem udsugningsanlægget. For at Præstehavens centrale udsugning kan virke optimalt, er det vigtigt, at der er en sprække mellem dørens nederste kant og gulvet.
- Husk frisk luft til madlavningen. Tænd for emhætten og åbn en udluftningsventil i et vindue, så der kommer cirkulation. Der opstår mange partikler ved madlavning, og de skal ud.
- Luft ud efter brug af stearinlys. De afgiver store mængder af partikler.
- Læg mærke til lugten i din lejlighed. Lugter der indeklemt eller muggent, skal du åbne for ventiler/vinduer lidt oftere.
- Gør rent mindst én gang om ugen. Sørg for at fjerne gammelt støv. Her sætter de farlige partikler sig. Gør hovedrent mindst én gang om året.
Læse de forskellige artikler omkring indeklima på www.bolius.dk/indeklima
www.bolius.dk/corona-virus-saadan-holder-du-din-bolig-ren-91836