Aktualiseret af den kolde vinter og flere spørgsmål under blokmøderne i uge 3 sætter vi i bestyrelsen igen fokus på indeklimaet i Præstehaven. Lejlighederne er tilkoblet et centralt udsugningsanlæg, med udsugning via emhætten i køkkenet og aftræksventiler i henholdsvis badeværelse og gæstetoilet. Anlægget kører på lavt blus hele døgnet, og tre gange i løbet af dagen – morgen, middag og til aften – øges udsugningen. Men udsugning alene sikrer ikke et sundt indeklima. Optimal udsugning kræver frisk luft – via udluftning og åbne ventiler.
Indsatsen for et godt indeklima er derfor todelt. Ejerforeningens opgave er at sørge for, at udsugningen fungerer, og at ”skallen” er i orden. Og som beboere har vi et medansvar for at holde luftfugtigheden nede i lejligheden, så der ikke opstår problemer med skimmelsvamp og lignende.
De daglige aktiviteter i hjemmet afgiver fugt. Den skal væk. Derfor er det vigtigt at lufte ud.
- Luft ud, kort og effektivt.Luft ud 2-3 gange om dagen – i 5-10 minutter. Gerne med gennemtræk. Også i de kolde vintermåneder. Når det er koldt udenfor, og kontrasten mellem kulde og varme er stor, dannes der kondens, og dermed øges risikoen for vækst af skimmelsvamp og andre fugtskader.
- Læg mærke til, om ruderne dugger. Hvis kanten af dug på indersiden af ruden bliver over 2 cm ”høj”, skal du tørre duggen/vandet væk og lufte ud, så det ikke udvikler sig til skimmelsvamp. Med de hårde frostgrader har de fleste med vinduer mod nord været på ekstra arbejde på det seneste med at tørre op og lufte ud. To-lag glas kan ikke holde kulden ude.
- Vasketøj: Hæng ikke tøj til tørre i lejligheden. Hæng det ud på altanen eller brug en tørretumbler. Tøjet tørrer også godt uden for om vinteren, hvor luftfugtigheden er lav.
- Vi har ventiler i vinduerne i alle rum. Det er en god ide at åbne nogle af dem. Ventilerne hjælper med at få erstatningsluft og dermed frisk luft ind i lejligheden.
- Husk frisk luft til madlavningen. Det er vigtigt at tænde for emhætten og lufte ud efter madlavningen, så den fugtige luft bliver suget ud. Åbn ventilen i vinduet, så emhætten får erstatningsluft ind i boligen.
- Hold badeværelsesdøren lukket.Damp og varm luft suges ud gennem aftræksventilen. Den skal selvfølgelig være åben. Hvis ikke du har en sprække under døren til toilettet (10-15 mm), så sæt døren på klem. Tør vægge og gulv i baderum af med en skraber eller et håndklæde – og tør håndklædet udenfor.
- Ventiler: Det er vigtigt at holde lejlighedens ventiler/aftrækskanaler fri for snavs. Det vil sige emhætten, ventiler i badeværelser, toiletter og vinduer. I informationsmappen er der en vejledning til rengøring af ventiler i badeværelse og toilet.
- Hold en ensartet temperatur i alle rum. Det er ikke dyrere at bruge lidt varme på alle radiatorer end at bruge meget på én. Hvis du vælger ikke at opvarme et rum, så skru ikke længere ned end til 18 grader – for at undgå skimmelsvamp m.m.
- Sørg for, at radiatorerne virker. Inde i termostaten sidder der en lille metalstift. Den kan sætte sig fast, og så kan radiatoren ikke varme rigtigt. Det let at ”motionere” stiften, og det virker med det samme. Er du i tvivl, så kontakt en fagmand.