17.12.2023: E/F Præstehaven skifter i disse dage to af sine “forretningspartnere” ud. Vi har fået en ny bankforbindelse, og vi skifter forsikringsselskab. Begge dele sker for at sikre Ejerforeningen bedre og billigere aftaler. Både den ene og den anden proces har selvfølgelig strakt sig over noget tid; men begge forløb har været gode og afspejler, at Ejerforeningen er en attraktiv kunde både for pengeinstitutter og forsikringsselskaber.
På banksiden skifter vi fra Jyske Bank til Ringkjøbing Landbobank. E/F Præstehaven var oprindelig kunde hos Handelsbanken og i forlængelse af, at den for et år siden blev overtaget af Jyske Bank, besluttede E/F’s bestyrelse at undersøge markedet for at se, om et bankskifte kunne være til fordel for os. Vi indhentede tilbud fra tre pengeinstitutter, og her lagde Ringkjøbing Landbobank sig i front både hvad angår vilkår og priser.
På forsikringssiden skifter vi fra Codan til Gjensidige. Det sker efter, at ejerforeningens forsikringsportefølje blev sendt i udbud. Seks selskaber gav tilbud, og det bedst dækkende og mest favorable tilbud kom altså fra Gjensidige. Det er et norsk forsikringsselskab med hovedsæde i Oslo og filial i blandt andet Danmark.