01.11.2020: Så er der igen sat en stribe nye titler i Præstehavens “Put & Take”-bibliotek. En gavmild læser har doneret flere poser med masser af spænding og god underholdning, og dermed er der skiftet en hel del ud på hylderne. Blandt de nytilkomne bøger er de første seks bind i Sara Blædels serie med kriminalassistent Louise Rick. Der er også kriminalromaner af blandt andet Elsebeth Egholm og Camilla Läckberg.
Men der står også meget andet end kriminalromaner på hylderne. Blandt de nye bøger er der flere titler af den amerikanske forfatter Barbara Bickmore. Hun er kendt for sine slægts- og kærlighedsromaner, blandt andet “Øst for solen” om tre generationer af kvinder, som i kraft af deres arbejde er nært knyttet til Afrika.
Og ved siden af hende står nu tre bøger af én af Irlands mest læste forfattere, nemlig Maeve Binchy. “Den er god, rigtig god. Bredt anlagt med et væld af tygeligt tegnede personer… glimrende underholdning”, som en anmelder skrev i forbindelse med, at hendes roman “Glassøen” udkom på dansk.
Så der er god grund til at tage på “fisketur” i vaskeriet i Blok 10. “Giv og tag”-biblioteket er åbent for alle i Præstehaven. Idéen er man kan tage en bog med hjem til læsning og stille den tilbage igen efter endt brug. Alle er velkomne til at donere romaner og biografier til hylderne. De bøger, der over tid bliver sorteret fra, afleveres til genbrug.