Kampen mod algevækst på sydfacaderne er desværre ikke slut. Som det ses, har den behandling, der blev gennemført i foråret, ikke haft den ønskede effekt. Derfor arbejder bestyrelsen nu med at finde frem til hvilken metode, der skal til for at komme dem til livs, og hvilke firmaer, der er i stand til at løse opgaven, så vi kan indhente tilbud. Målet er at have et forslag klar til generalforsamlingen i marts med henblik på, at en behandling kan blive sat i værk i foråret.
Behandlingen i april i år på nord- og sydfacader gjaldt grønalger; men nærmere undersøgelser viser, at sydfacaderne også er angrebet af rødalger, og de sidder der altså endnu. Rødalger er på fremmarch i Danmark, og de kræver en anden behandling end de grønne alger.
Med hjælp fra firmaet Sylan fra Brabrand har vi fået udført et forsøg med afrensning på en flade med et andet middel, beregnet på rødalger. Først blev stykket sprøjtet med et algebekæmpelsesmiddel, og et par dage efter blev det forsigtig sprøjtet med lunt vand. Vi må under ingen omstændigheder højtrykrense facaderne, det tåler søstenene på betonen ikke. Forskellen før/efter behandlingen var straks tydelig. Facade-stykket (søstenene) er renset for alger. Efter behandlingen bliver facaden imprægneret, så nye alger får svært ved at etablere sig, og skulle de komme igen, er de nemmere at fjerne.