14.02.2023: Bestyrelsen gik fra de syv blokmøder i uge 3 med en lang liste af ønsker, forslag og kommentarer til stort og småt omkring driften af Præstehaven. Listen er nu sorteret og prioriteret, og på et møde den 8. februar fik blokformændene m/k en orientering om, hvad bestyrelsen går videre med. Tanken er, at blokformændene derefter kan referere det videre, der måtte være aktuelt for hver deres blok.
Som det er med ønskesedler, kan alt ikke gå i opfyldelse; men flere ting er straks sat i værk. Nogle er helt blokspecifikke. Som en ny dørpumpe, reparation af en bule i en garageport eller genplanting af en busk. Andre punkter har interesse for de fleste i Præstehaven.
Af sidstnævnte kan nævnes:
* I damernes omklædningsrum i svømmehallen bliver der monteret et el-stik. For eksempel til brug for en hårtørrer.
* Udenfor svømmehallen bliver lampen forsynet med en sensor, så lyset tænder, når nogen har kurs mod indgangen. Der er meget mørkt ved vintertide.
Bestyrelsen har efter blokmøderne henvendt sig til Herning Kommune for at gøre opmærksom på nogle trafikale forhold på Stamvejen:
* Efter, at hver anden gadelampe er slukket, er der meget mørkt mod nord, hvor der kommer cyklister via stien mellem Kirkebakken og Præstehaven. Det kan give farlige situationer ved udkørsel fra henholdsvis Blok 13 og 10/12. Vi spørger, om det er muligt at (gen)tænde lampen længst op mod hækken.
* Der mangler et stykke fortov mellem Præstehaven og tankstationen. Med den øgede trafik fra Kirkebakken giver det ind imellem “mylder” på vejen. Vi spørger, om det er muligt at lave en opstribning?
* Asfalten trænger til at blive repareret flere steder. Værst er det på strækningen forbi Spar-grunden og tankstationen. Den opgave ligger hos kommunen, da Stamvejen er en offentlig vej.
Blokformændene blev også bedt om at tage nogle henstillinger med tilbage til blokkene:
* Det er vigtigt at holde garageporten lukket. Ikke mindst om vinteren. En åben garageport giver fodkulde i lejligheden ovenover.
* Det er venligt ikke at bruge vaskemaskine/tørretumbler om natten. Især lyden fra tørretumbleren kan forplante sig i blokken til gene for den gode nattesøvn.
* Undgå standby ved opladning af elcykler i cykelrummene. Afbryd strømmen helt, når batteriet er fyldt op. Både af hensyn til sikkerheden og for at spare på strømmen.