18.03.2024: Den opmærksomme forbipasserende har måske lagt mærke til, at der i dag blev ryddet op omkring Spar-bygningen. Det er sket efter, at bestyrelsen for E/F Præstehaven fornylig tog kontakt til ejerne af ejendommen for at gøre opmærksom på, at vi – som der står i skrivelsen – “er utilfredse med og frustrerede over naboskabet til ejendommen Præstehaven 22, som ligger ved indkørslen til vores bebyggelse… I 2024 er det ti år siden, at Spar lukkede som den sidste butik i det, der i sin tid var et lille butikscenter i Gjellerup. Siden har bygningen fået lov til at forfalde. Glaspartier er smadret, der er malet graffiti på muren, under stormvejr river store metalplader sig løs fra sternen, og bagved flyder det med affald. Bygningen skæmmer med andre ord sine omgivelser, herunder E/F Præstehaven…”
Få dage efter blev vi kontaktet af én af ejerne med lovning om en snarlig oprydning, og det er nu sket. Glasskår, affald og forfløjne sternplader er fjernet, og der er sat plader for glaspartierne ved indgangen. Desværre er ejerne ikke på vej til at fjerne bygningen. Der er ingen aktuelle planer om en bedre udnyttelse af området.