09.05.2022: – Mission completed! melder dykkeren, da han med et skævt grin stikker hovedet op af vandet i Præstehavens svømmebassin. Dykkeren – Eigil Nielsen fra Blok 20 – var mandag på en specialopgave for Præstehaven. En rist på bunden af bassinet var gået i stykker, og en ny skulle sættes i. Så kunne man selvfølgelig tømme bassinet for vand imens. Men i Præstehaven råder vi heldigvis over vores egen dykker, så han klarede opgaven uden tørlægning. Det tog ham og vicevært Slawomir Bizon, som havde sit på det tørre som håndlanger, en halv times tid.
Det flotteste dyk
Udsigten under vandoverfladen i Præstehavens bassin lever ikke helt op til de mest imponerende, som Eigil har oplevet i sin lange karriere som fritidsdykker og dykkerinstruktør.
– Mit flotteste dyk var i Dansk Vestindien for syv-otte år siden. Koralrev, kulørte fisk, blåt varmt hav – og godt nok ikke en haj, men en barracuda tæt på.
En barracuda er et monster af en rovfisk, der kan minde om en overdimensioneret gedde.
– Fire meter lang, var den, husker Eigil.
– Nu skal man tænke på, at nede under vandoverfladen syner alting større, end de faktisk er. Så der skal trækkes en fjerdedel fra, når man vurderer størrelsen på ting, man ser.
Om fjerdedelen er trukket fra de fire meter, står lidt hen i det uvisse.
Ny rist
Barracudaer er der dog ingen af i svømmebassinet i Præstehaven. Godt det samme, vil de fleste nok sige.
Til gengæld er der en ny, solid rist skruet i bunden i den østlige ende af bassinet. Eigil har selv skruet den fast, iført fuld dykkerudstyr, så han kunne arbejde på bunden, uden hele tiden at skulle op og have luft. Hullerne til skruerne blev boret med et hjulbor, da en elektrisk boremaskine ikke er meget bevendt under vand.
Desuden er membranen på bunden forsigtigt pudset med sandpapir, så tiltroet snavs er pudset væk.
Hvor mange boligforeninger mod råder over egen dykker?
– Nok ikke mange. Men de burde måske have en, griner Eigil.
Tekst og foto: Peter Jessen