12.05.2022: Vicevært Slawomir Bizon har travlt både ude og inde, og det ses ved en lille rundgang i Præstehaven. Senest har han blandt andet nyanlagt petanquebanen på arealet mod vest. Først ved at skrabe et lag ukrudtbefængt grus af og dække hele fladen over med en fiberdug. Som kronen på værket er der til sidst lagt et 4 cm tykt lag grus, specielt beregnet til petanquebaner. Så nu er banen igen klar til spil!
På nordsiden af svømmehallen, ud mod plænen ved Blok 13 har han med hjælp fra Valentyna Makitra været i gang med hakkejernene, så rhododendronbedet igen står flot og rent. Her er det meningen, at der skal suppleres med et par nye planter for at få fyldt hullerne ud. Ved at par af blokkene står der stadig nogle rester af den gamle berberis-beplantning. De skal fjernes.
Indendøre har Slawomir blandt andet været i gang med at gøre forårsrent i flere af cykelrummene assisteret af blokkens beboere, der har hjulpet med at flytte de to-hjulede ud og ind.