“Det ser godt ud”, lød det gentagne gange onsdag eftermiddag, da Præstehaven bogstaveligt talt blev taget i øjesyn. Bestyrelsen og administrator travede i løbet af et par timer rundt om alle syv blokke og svømmehallen for visuelt at tjekke bygninger og omgivelser. Det sker normalt en gang om året med fokus på blandt andet murværk, beton og altaner. Helhedsindtrykket er særdeles positivt. Vi stødte hverken på alvorlige eller akutte problemer undervejs; men selvfølgelig er der med så stor en bygningsmasse hvert år noget op, som bør ordnes eller i hvert fald holdes øje med. Og enkelte beboere vil få en henvendelse om, at loftet på deres altan trænger til en reparation/en gang maling. Facaderne mod både nord og syd står fine og rene efter algebehandlingen.
Blandt de ting, der blev noteret, er de hvide murstensvægge ved indgangsdørene. Flere af dem trænger til en omgang maling. Vi holder øje med den korrosion, vi kan se i form af begyndende rustdannelser på metalpanelerne omkring garageportene. Og enkelte steder nederst på gavlene er der brug for udbedring af et par fuger. Desuden er der afskalninger på flere konsolbjælker.
Billedtekst: Under rundgangen blev blokkene set efter fra “top til bund”. Fra venstre er det Erik Larsen, Rasmus Bech, Ingrid M. Schmidt, Ole Visti, Svend Hjørnholm og Poul Ladefoged – og i midten redaktionshunden Wigo. Foto: Peter Jessen