14.03.21: Så er de første tre uger med den nye affaldsordning i Præstehaven allerede gået, og det er ved at blive en vane at sortere affaldet i de forskellige bunker og sætte kursen mod de rigtige affaldsrum. Men selvfølgelig kan sorteringen give anledning til tvivl, og ind imellem ryger tingene i den forkerte container. Det viser en rundgang til affaldsrummene i de syv blokke.
Hermed et par tips efter den seneste uges observationer:
- Madaffald: Husk at binde den grønne pose med madaffald godt til. Hvis posen er gået i stykker, så put en ekstra pose omkring.
- Plast/metal: De forskellige bøtter, dåser, dunke skal ikke være rene. Det er ikke nødvendigt at skylle konservesdåser og lignende; men tingene skal være tomme. Definitionen på ”tom” er, at man ikke kan tage mere ud. Så skrab bægeret med en kniv, klem den sidste rest yoghurt ud af kartonen. Hvis ikke det kan lade sig gøre, skal emballagen smides ud som restaffald. Mas gerne drikkekartoner og bakker sammen, så de fylder mindst muligt. Containeren er både til blød og hård plast; men større dele af hård plast bringes over i storskrald ved Blok 13 for ikke at fylde op i containeren.
Vigtigt: Affaldet smides løst i containeren til plast/metal. Det må ikke ligge i poser, fordi det besværliggør den videre sortering. - Pap/papir: Containeren er kun til rent pap/papir. Snavset papir skal i containeren med restaffald. Det samme gælder snavset pap, for eksempel pizzabakker og anden emballage fra take away. Obs: I den omdelte oversigt over de forskellige typer af affald står der, at æggebakker smides i containeren til pap/papir. Det gælder ikke æggebakker af plast. De skal over i containeren til plast/metal. Husk: Store stykker pap skal fortsat over i storskrald.
- Miljøkasserne, som stadig hænger i Blok 12, 16, 20 og 13 er kun til småtterier inden for miljøfarligt affald. Som elpærer, spraydåser og batterier. Ikke til konservesdåser, plastikdunke eller glas.
- Miljørummene i Blok 10 og 18 er kun beregnet til miljøfarligt affald. Det vil sige lyskilder, maling, spraydåser, kemikalier og batterier. En stak kasserede cd’ere for eksempel skal i plast/metal-containeren. Kasseret elektronik skal over i storskrald-rummet ved Blok 13.
Er du i tvivl om, hvordan sorteringen fungerer, så spørg viceværten, bestyrelsen eller administrator. Hvis du står i en ”akut” situation, så smid hellere tingen i posen med ”restaffald” end forkert i én af de andre containere. Restaffaldet bliver som hidtil sendt til forbrænding.