Det er godt at få ryddet op i tøjskabet og på skohylden; men det er ikke i orden at smide tøj, tekstiler og fodtøj, der stadig kan bruges, i Præstehavens containere til restaffald. Herning Kommune har også en politik, når det gælder tekstilaffald, og brugbart tøj, brugbare tekstiler og brugbart fodtøj bør afleveres til genbrug. For eksempel direkte til én af genbrugsbutikkerne i Herning eller ved at smide en pose med tingene i én af de containere, der står ved Spar-bygningen.
Tøj og tekstiler, der ikke længere kan bruges, fordi det er hullet, slidt, plettet eller ødelagt, kan afleveres i en container på genbrugsstationen på Mørupvej. Kun få ting bør ende i containeren til restaffald: Mugne og meget beskidte tekstiler og nedslidte sko og støvler.
Herning Kommunes definitioner på tøj og tekstiler:
Tøj: Trøjer, t-shirts, skjorter, bukser, shorts, leggins, kjoler eller nederdele. Undertøj, nattøj og strømper, herunder nylonstrømper og strømpebukser. Overtøj. Arbejdstøj. Dele og stykker af tøj.
Tekstiler: Håndklæder og vaskeklude. Viskestykker og karklude. Stofduge og stofservietter. Sengetøj og lagner. Gardiner. Plaider. Stofrester. Kludetæpper uden gummibagside.