04.04.2024: Varme hveder og ”Supermarkedets hemmeligheder”. De to ”emner” kobler vi ved et spændende arrangement i Præstehaven torsdag aften den 25. april. Aftenen byder på to ting. Den ene er, at vi holder traditionen i hævd med at spise varme hveder aftenen før storebededag. Men først får vi besøg af en forsker, der vil afdække ”Supermarkedets hemmeligheder” for os – eller i hvert fald nogen af dem.
”Bestil en forsker!” Sådan lyder overskriften på et godt tilbud, som vi har taget imod i forbindelse med en landsdækkende festival, hvor forskere tager rundt i hele landet for at fortælle om det, de arbejder med. Vi var heldige og fik tildelt et foredrag. Det betyder, at vi får besøg af forsker Marianne Høyen, som er lektor, ph.d. ved Aarhus Universitet. Hun sætter supermarkedet under lup og kalder sit foredrag ”Supermarkedets hemmeligheder”. Vi kommer alle i supermarkedet som kunder, og mange har deres arbejde der; men hvordan oplever vi butikken som henholdsvis kunder og ansatte? Den lokale butik er nemlig ikke bare kassedamer og ugens tilbud, pointerer Marianne Høyen. På mange måder afspejler supermarkedet det samfund, som vi er en del af. Dét har hun forsket i.
Foredraget, med tid til spørgsmål og kommentarer, er sat til at vare en lille time. Så der er også god tid til aftenens anden del: Kaffen, de varme hveder og den gode snak. Alle fra Præstehaven er velkomne
Tid: Torsdag den 25. april kl. 19
Sted: Festlokalet i Blok 16
Pris: 25 kr.
Tilmelding: ims@prhaven.dk eller sms til 2854 7503 senest 21. april
Arr. Liselotte, Peter og Ingrid
PS: ”Bestil en forsker” er et tilbud fra Uddannelses- og Forskningsministeriet i forbindelse med Forskningens Døgn, som løber af stablen sidst i april.