28.12.2020: Med det nye år kommer der som tidligere omtalt en ny affaldsordning i Herning Kommune. Den får også betydning for den måde, vi sorterer og håndterer affald på her i Præstehaven. Målet er, at vi alle skal sortere mere affald til genanvendelse. I praksis betyder det blandt andet en omrokering af containerne i affaldsrummene rundt i blokkene.
I dag sorterer vi kun restaffald, papir/pap og øl- og sodavandsdåser i blokkene. Fremover får vi særskilte containere til madaffald og metal/plast. I alt bliver det i Præstehaven til 10 containere til restaffald, 4 containere til madaffald, 7 til metal/plast og 7 til papir/pap. Stativerne til dåser udgår, fordi dåserne fremover skal i containerne for metal/plast.
Blokke sorterer parvis
For at det kan gå op med affaldsrummene, bliver containerne fordelt, så blokkene fremover sorterer parvis. Det vil sige, at Blok 18 og 20 deles om deres to affaldsrum, så containerne for restaffald (3) og madaffald (1) står i Blok 20, og de i alt fire til metal/ plast og papir/pap står i Blok 18. Fordelingen bliver den samme for Blok 16/14 og Blok 12/10. Blok 13 får et sæt med alle fire typer.
Som supplement til denne artikel bliver der postkasse-omdelt dels en tegning, der viser fordelingen mellem blokkene, dels en plakat fra Herning Kommune med eksempler på, hvordan de forskellige typer af affald skal fordeles mellem de i alt seks typer af containere og kasser.
Containerne til restaffald og madaffald bliver tømt hver uge, for metal/plast og papir/pap bliver det hver 14. dag. Storskrald og miljøfarligt affald bliver fortsat tømt efter behov.
Alt det farlige
Glascontaineren ud for Blok 14 bliver stående, og det vil også fortsat være muligt at aflevere storskrald i rummet øst for Blok 13 (elektronik, store papstykker, træ etc.). Vi skal også fortsat aflevere miljøfarligt affald i de røde kasser i de dertil indrettede rum i Blok 10 og 18.
Herning Kommune begynder at rulle de nye affaldsbeholdere ud fra årsskiftet. Foreløbig regner vi med, at det sker her i Præstehaven medio februar. Sammen med beholderne kommer der en køkkenspand (7 liter) til hver lejlighed, incl. poser (bredde 45 cm, højde 50 cm). Spanden er beregnet til madaffald. Der følger ikke et stativ med spanden; men den kan hænges op.
Prisen stiger
For Præstehaven sammenlagt kommer den nye affaldsordning til at koste rundt regnet 180.000 kr. Det betyder, at udgiften pr. husstand stiger med ca. 200 kr. om året. Beløbet omfatter tømning og diverse fællesudgifter til genbrugspladser, glascontainere, problemaffald m.m.
E/F’s formand, Ingrid M. Schmidt og administrator Jan Ole Rasmussen svarer gerne på spørgsmål. Se kontaktoplysninger øverst på hjemmesiden.
Affald af forskellig slags:
- Restaffald er for eksempel snavsede pizzabakker, gavepapir, bleer, vatpinde, aske og kattegrus
- Madaffald kan ud over madrester være kaffefiltre og afskårne blomster
- Papir og småt pap er for eksempel aviser, reklamer, karton og mindre stykker pap – ikke store papkasser
- Metal/plast/mad- og drikkekartoner kan være tomme konservesdåser, øl- og sodavandsdåser, plastikposer, ketchupflasker samt juice- og mælkekartoner. Skal være tømt for indhold
- Glas: Glasflasker, konservesglas, drikkeglas og glasskår
- Miljøfarligt affald: De røde miljøkasser er til lyskilder, batterier, kemikalier, maling og spraydåser